Dagens ret: elefant

Kogebogslitteraturen er fuld af overraskelser. Det er nok de færreste, der ved, at den kendte franske forfatter, Alexandre Dumas, der bl.a. skrev ”De tre musketerer” og ”Greven af Monte Cristo” ikke bare var en fiktionens mester. Han var også en stor gastronom og dybt optaget af mad og vin. Det vil den litteratur-interesserede læser kunne genkende fra hans mange romaner, hvor hovedpersonerne æder og drikker for et godt ord.

De sidste år af sit liv skrev han på ”Le Grand Dictionnaire de Cuisine” – et stort kulinarisk opslagsværk, som jeg var så heldig at støve op i et formidabelt fransk antikvariat med bøger fra gulv til loft. Dumas nåede aldrig at se den udgivet, for han døde kort efter afleveringen af manuskriptet, og bogen udkom først flere år senere – i 1873.

Dumas bringer i sit værk opskrifter og tilberedningsmetoder på almindeligheder som grundsaucer, grønt, vildt og skaldyr – men også på mere eksotiske ting som kænguru, bjørn og elefant.

Det bedste på elefanten er snablen og fødderne, skriver Dumas. Fødderne tilbereder man ved at fjerne skind og ben, skære dem i mindre stykker – og så skal de simre i en hermetisk lukket gryde i 10 timer sammen med to skiver Bayonne-skinke, 4 løg, hvidløg og madeira. Saucen skulle blive helt fantastisk!

 

Nød lærer …

Under belejringen af Paris i 1870, hvor preusserne stoppede al indførsel af fødevarer til den franske hovedstad, måtte befolkningen spise hvad, de havde ved hånden, hvilket betød, at de fik spurve, krager og hunde til middag. Efterhånden kneb det så meget med forsyningerne, at dyrepasserne i zoologisk have kastede håndklædet i ringen og opgav fodringen af de vilde dyr. I stedet blev dyrene slagtet og sat til salg i slagterforretningerne i de rige kvarterer og på de fine restauranter. Således bød julemenuen på den fornemme restaurant Voisin d. 25. december 1870 på bl.a. ulve-kølle, kamel-steg, kat flankeret af rotte – og sørme om man ikke også fandt elefant-consommé på menuen.

Det krævede en del opfindsomhed at holde la haute cuisine i hævd, når man måtte gribe til de forhåndenværende ingredienser. Desuden må man forestille sig, restaurantens kobbergryder har været af en vis kaliber. Overvej lige hvor mange af dine gryder, der kan rumme en elefantfod eller en snabel.

Også på vin-fronten var man nået i bund. Men det gjorde ikke så meget, for det var de fineste flasker, der nu måtte frem i lyset fra de parisiske vinkældre. Og på Voisin serverede man således Château Mouton Rotschild og Romanée-Conti til elefanten og det andet eksotiske vildt den julenat under belejringen.

Det er en af de menuer, der er svære at genskabe i dag. Elefanten må du nok tænke dig til. Men vine fra Château Mouton Rotschild og Romanée Conti kan du stadig få hos fx Løgismose og Philipson Wine. Prisen er dog elefant-agtig.

Se andre (ret kedelige i forhold til elefanten) opskrifter her.

Indlæg oprettet 124

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

Relaterede indlæg

Gå i gang med at taste din søgning herover og tryk enter for at søge. Tryk ESC for at annullere.

Tilbage til toppen
Inline
Inline